Esbjergensernes forkærlighed for amfetamin afspejler sig i politiets beslaglæggelser

I politiets opgørelse over antal narkotikabeslaglæggelser i 2024 stikker Syd- og Sønderjyllands statistik over beslaglæggelser af netop amfetamin tydeligt ud blandt resten af landets regioner. Syd- og Sønderjyllands politi har både rekorden for antal af beslaglæggelser pr. indbygger samt mængden pr. beslaglæggelse, når det kommer til amfetamin.

Af Jens Steen

Alt åndede fred og ro på Sverigesgade natten til den 12 marts. Men i løbet af få sekunder forvandlede den rolige gade i det centrale Esbjerg sig til en hektisk politiaktion. Det fortæller en nabo til den anholdte. Politiets opgave var at ransage en 58-årigs ejendom. En ransagning, der hurtigt bar frugt. Klokken 02.10 blev manden anholdt for at være i besiddelse af 740 g amfetamin, som lå gemt i en malerspand i hans kælder. Foruden amfetaminen beslaglagde politiet også 241 forskellige beroligende piller, der også lå gemt i ejendommen.

Beslaglæggelsen er ikke et enkeltstående tilfælde. Esbjergenserne har nemlig en større forkærlighed for amfetamin end resten af landet. En forkærlighed, der tydeligt fremgår i antallet af amfetaminbeslaglæggelser i Syd- og Sønderjyllands politikreds.

En vellidt og venlig nabo

En nabo, ved navn Pernille, der har boet på gaden længe, beskriver den anholdte som en venlig ældre mand, der ifølge hende ”altid har været sød mod mig”. Hun fortæller desuden, at manden har boet på adressen længe, og at han er kendt som en vellidt og venlig nabo. Ifølge naboen, var kvarteret chokeret over, at så omfattende kriminalitet kunne finde sted i nabohuset, uden nogen har fattet mistanke.

Sverigesgade i Esbjerg. Foto. Jens Steen

Særligt udbredt i Esbjerg

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport “Narkotika på gadeplan 2020” er amfetamin mere udbredt i Esbjerg end i resten af landets større byer. I 2011 bestod 58 % af de analyserede narkotikaprøver i Esbjerg af amfetamin, hvilket var den klart højeste procentdel blandt undersøgte byer. En tendens Esbjergs Politi kan genkende i deres mange fangstrige amfetaminbeslaglæggelser.

Den 58-årige har endnu ikke modtaget sin dom, og han nægter sig fortsat skyldig. I følge ham tilhører amfetaminen hans tidligere samlever. Politiet mistænker, at der har været tale om videresalg, der ifølge politiet var motiveret af den 58-åriges eget misbrug. En mistanke, der blev forstærket, da de under ransagningen fandt regnskaber, der vidner om narkosalg.  

Narkokriminalitet af denne kaliber straffes hårdt. Det måtte en anden esbjergenser sande tilbage i februar, da han ligeledes blev anholdt og dømt i forbindelse med en større beslaglæggelse. Han modtog en straksdom på to år og ni måneder.

Hvad den 58-åriges sag ender med, må tiden vise.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *