Søndag den 22. juni får Esbjerg sit helt eget kæphestestævne. Initiativtagerne er tre lokale piger, der ønsker at skabe en dag med fokus på hygge og sjov.

Af William Romvig
Om lige godt halvanden måned løber et kæphestestævne af stablen i Esbjerg. Tre unge piger på 11 år har selv taget initiativ til begivenheden. De entreprenante piger rider selv mest på levende heste, men har for nyligt sadlet om. Kæphestestævnet er en konkurrence, og fokusset kommer til at være på disciplinen spring, som man kender fra ridesport. Pengene de kommer til at tjene på stævnet, skal gå til vedligeholdelse af stalden og nyt rideudstyr til pigerne.
Dommerne til stævnet bliver de tre initiativtagere selv, der skal tage fart, vellykkede spring og springhøjde i betragtning, når de skal finde frem til vinderen af stævnet. Præmien til første-, anden-, og tredjepladsen bliver slik og kager, men en sejr til stævnet er ikke nødvendigvis det vigtigste. ”Der er diplomer til alle, og man behøver ikke kun at komme for at vinde. Det handler om at have det sjovt,” siger 11-årige Lilje.

Står selv for forberedelserne
Forud for stævnet, er der flere ting, som de unge arrangører skal have styr på. De vil gerne have sodavand, slik og kage, som de kan sælge, og det håber de kommer fra lokale virksomheder som Tarp Bageri og Bilka. Men kæphestestævnets fysiske rammer, skal også have en tur. ”Inden stævnet der skal vi have en arbejdsdag. Omme ved ridebanen skal der sættes nogle bjælker op, og vi skal fjerne det græs der går ind over fliserne, så de bliver lige,” fortæller 11-årige Carla.
De tre arrangører af stævnet, Lilje, Johanne og Carla, har alle nogle års erfaring med ridning. De store dyr skræmmer dem ikke, på trods af, at de er større end dem. På det sidste, er de også begyndt at interesse sig for kæpheste, dog ikke med sejre til stævner som mål. ”Vi springer ikke rigtig kæphest, vi har dem bare, fordi vi synes, at det er hyggeligt,” fortæller den 11-årige medarrangør Johanne.
En kæphest består af en stang, hvor der sidder et plysset hestehoved. Flere laver deres egne kæpheste, men man kan også købe dem på internettet.

Kæphestepotentiale hos rideklubber
Det er ikke kun hos pigerne selv, at interessen for kæpheste er stor. Daglig leder hos Guldager Rideklub, Hans Grønbjerg, har siden VM i ridesport for to år siden, oplevet en stor efterspørgsel for kæphestesport. “Interessen for rideklubben kom, da der i 2022 var VM på hjemmebane i Herning. Her introducerede man kæphest, hvilket har gjort, at man nu kan dyrke kæphest i vores rideklub. Der har været et marked for de børn, der synes, at det er sjovt,” siger Hans Grønbjerg.
Guldager Rideklub, der normalt beskæftiger sig med levende heste, har siden VM arrangeret kæphestetræningshold og faciliteret kæphestestævner. For Guldager Rideklub er et af målene, at nogle af børnene måske får interesse for ridesport. Men der er også andre ting, de får ud af kæphesteridning. “De får samvær og en masse motion. Det er glade børn, der løber rundt på kæpheste, de selv har lavet. De springer over spring og lærer, hvordan man går en bane. Det kan de også bruge, hvis senere vil prøve at ride konkurrence,” fortæller Hans Grønbjerg.