Vær’ noget for nogen: Esbjergs moderne tattoo-biks får succes med lokale samarbejder 

Rise and Shine Tattoo vil facilitere et musisk event med aspirerende musikere fra den lokale afdeling af Musikkonservatoriet, der ligger lige om hjørnet fra butikken. På den måde gavner Rise and Shine Tattoo Esbjergs kultur og fællesskab samtidig med, at det styrker stamkundebasen. 

Af Juliane Broberg Sørensen 

Tatoveringer og techno på vinyl. Det lyder “københavnersmart,” men er muligvis fremtiden for Esbjergs lokale kulturliv. Forhåbentligt kan det styrke den lokale tattoo-shop Rise and Shine’s kundebase langt ude i fremtiden.  

Biksen er badet i solskin en tirsdag eftermiddag på Nørregade i Esbjerg Midtby, da Emil sidder på fortovet og har konsultation med en kunde. Det er svært for ham ikke at blive afbrudt af gode kammersjukker. “Tillykke med den lille!” siger han til et formodentlig nybagt forældrepar, der passerer. Da han var barn, var shoppens lokaler en vietnamesisk kiosk, men i dag prydes væggene af Emils egne tattoodesigns og kunst af dem, han ser op til. 

I Esbjerg kan man være noget for nogen 
Emil købte stedet, da han var bare 24 år og flyttet tilbage til sin hjemstavn efter at have boet i København i et halvt år.  

“Der kunne jeg egentlig mærke, okay sygt, det er egentlig meget mere givende at være i sit lokalområde. Når jeg sidder her, og når jeg går på gaden, hilser jeg på mine venner og bekendte, og får den der følelse af at være noget for nogen. Da jeg flyttede til Esbjerg igen, opdagede jeg lige pludselig, hvor vigtigt det var for mig,” fortæller Emil. 

Emil inviterer kunder på kaffe i solen til konsultation

Kultur og ikke kontant 
Nu vil Emil gøre brug af sine gode bekendtskaber på Syddansk Musikkonservatorium og blande tatoveringskunst med rave til technotoner.  

“Vi prøver at hjælpe med at finansiere, at der kan blive trykt mere musik på vinyl, så at de mennesker, der kommer til Esbjerg kan lære at kende til den elektroniske musiklinje, vi har på Konservatoriet i Esbjerg. Den er rimelig enestående, og er ikke set mange andre steder i landet. På dagen vil vi også sælge custom designs, man kan købe til en billigere pris”. 

På den måde styrker Rise and Shine tattoo sin virksomhed samtidig med at forstærke det lokale kulturliv. På den måde ser Emil også sin biks som et fællesskab og ikke et nulsums-projekt.

“Det her er et sted, hvor man kommer og hilser, og hvor man sidder og drikker en øl eller en kop kaffe. Hvor man snakker og siger: Hey, hvordan går det med det der?” spørger Emil.

Events får mennesker til midtbyen 
Når man går ned ad gågaden i Esbjergs midtby, støder man på flere tomme butiksfacader med skiltene ‘til salg’. Men for nylig har Esbjergs Handelsstandsforening intensiveret deres indsats for lokale samarbejder og events. De har nemlig modtaget 800.000, der skal styrke deres markedsføring og kulturindsats – for de véd, det virker. 

“For eksempel her til påske, hvor vi holdte Late Night, og dagen efter var der motorcykeltræf. Dér har vi data på, at der kommer mange flere folk. Der kommer flere mennesker ind i byen, når der er events”, påpeger Brigitta, der omtaler eventet Late Night som et arrangement, der inddrager hele byen med et program med musik og workshops.  

Også ultralokale samarbejder har vist sig gunstige for Esbjergs tilbageværende erhvervsliv.

Brigitta fortæller afsluttende, “til Late Night havde vi også folk med fra Konservatoriet, der spillede i et tomt butikslokale. Så vi forsøger at arbejde sammen på kryds og tværs så meget som muligt. Det tror jeg er vejen frem.” 

Ny grøn festival søger at lokke tilflyttere til Esbjerg

Esbjergs nye festival hedder GreenWave. Det er en mad- og kulturfestival, der afholdes i Esbjerg fra den 22. til 25. maj 2025. Festivalen er arrangeret af Foreningen Mad & Kultur og har til formål at kickstarte sommersæsonen i Esbjerg, og samtidig udvikle nye og bedre kulturelle tilbud for borgerne i Esbjerg.

Af Jens Steen

”Esbjergs befolkningstal har stået i stampe siden 1970’erne”. Det fortæller teamleder i Esbjerg Kommune Christian Korsgaard i et alvorligt toneleje. ”Når folk tænker på Esbjerg, så tænker de på en umoderne fiskerby, og det er det image, vi forsøger at ændre”. Sådan lyder ordene, når man spørger Christian Korsgaard, hvilke bevæggrunde Esbjerg Kommune har haft for at udvikle GreenWave festivalen. Esbjerg har nemlig sat en pulje på 50 millioner kroner af til kulturprojekter, der kan lokke udefrakommende på besøg, og i bedste fald øge det stavnerede befolkningsantal. Ifølge Christian Korsgaard er Esbjergs kedelige rygte nemlig misvisende. ”Esbjerg har massere af arbejdspladser, smuk natur og spændene begivenheder at byde på”, lyder de stolte ord fra teamlederen.

Jagten på et bedre ry

Festivalen har fokus på grøn energi og bæredygtige initiativer, hvilket afspejles i både madudbud og aktiviteter. Festivalen har nemlig ambitioner om at blive en fast årlig begivenhed, der ifølge foreningen Mad og Kultur kan styrke Esbjergs kulturelle profil, og positionere byen som en frontløber inden for grøn energi. En position der kan være med til at redefinere Esbjergs rygte.

Festivalen er beskrevet som en folkefest i den ansøgning, som Mad og Kultur sendte ind til byrådet, med håb om at få del i den samlede pulje på 50 millioner. Man kan opleve følgende på festivalen:

Streetfood: Et bredt udvalg af madboder og foodtrucks der tilbyder alt fra grillede burgere og krydrede tacos til friskfanget fisk og nybagte churros.

Musik og scenekunst: Liveoptrædener fra lokale og nationale kunstnere der sørger for en festlig stemning.

Kultur- og fritidsaktiviteter: Workshops, børneaktiviteter og andre kulturelle indslag finder sted i områder som eksempelvis Heerups Have.

Store målsætninger

Festivalen har som mål at tiltrække 25.000 besøgende det første år, og håber på en stigning til 35.000 efter tre år. Derudover sigter festivalen mod at have mindst 51 % lokale samarbejdspartnere allerede nu i 2025. Økonomisk bæredygtighed forventes opnået fra år fire, og fra år to vil der blive investeret 100.000 kr. årligt i en kulturpulje til lokale initiativer. Puljen på 50 millioner som Esbjerg kommune i sin tid satte af, skal også finansiere andre initiativer. Esbjerg kommune har blandt andet haft stor succes med musikfestivalen ’Suset’, der er blevet rost både for udførelsen og opbakningen til festivalen. Det er ifølge Christian Korsgaard den succes, som Esbjerg Kommune prøver at gentage med den nye kulturfestival. GreenWave Festivalen finder sted i byens centrum, primært omkring Torvet og Skolegade.

Esbjergs byråd vil forstærke kulturlivet: Ny kulturel handleplan er blomstret

Kulturlivet i Esbjerg har gennem de seneste år særligt været i fokus. Esbjergenserne og formanden for byens kultur- og fritidsudvalg udtaler sig om emnet.

Af Camille Thomsen

En ny kulturel handleplan er blevet udarbejdet af Esbjergs Byråd for at komme endnu tættere på ambitionen om at blive en oplevelses- og kulturby. Der er i 2025 og årene frem afsat 827.000 kroner til arbejdet med den Kulturpolitiske Handleplan.

Formanden for kultur- og fritidsudvalget for Esbjerg Kommune, Jakob Lose, nævner, at strategierne for at realisere drømmen om et stærkere kulturliv er de konkrete initiativer, som er listet op i deres kulturpolitik. 

”Vi arbejder meget for at se, om vi kan gøre Esbjerg endnu mere attraktiv – både for vores egne borgere, men også gerne for studerende, som får øjnene op for Esbjerg og kunne finde på at flytte til byen. Og der ved vi jo godt, at det ikke er nok, at man har nogle gode uddannelser. Noget af det, der også skal til, det er, at man har noget godt at give sig til i sin fritid. Der fylder kulturen bare rigtig meget,” fortæller han.

Fyrtårnet Esbjerg har været på strøget for at spørge ind til esbjergensernes tanker om byens kulturliv.

Ida Bertram Bagge. (Foto: Camille Thomsen).

Hvordan kan byens nuværende kulturliv mærkes?

Ida Bertram Bagge mener ikke, at der er super meget, der er relevant for hende og hendes venner lige nu. ”Men Suset er kommet. Det synes jeg, er redt fedt. Det gør også, at man mere har lyst til at blive her. Også folk, som bor længere væk. Jeg har nogle veninder fra Haderslev, der kom sidste år,” fortæller hun. 

Midt i de varme solstråler forklarer hun, at Suset er en festival, der foregår nede på havnen. ”Man hører bare en masse fede kunstnere, sidder og hygger med sine venner og drikker nogle øl. Det er mega fedt, fordi det er på brosten, og der er containere over det hele og sådan noget. Der er vildt flot.”

Det 18. punkt på den allerede eksisterende Kulturpolitiske Handleplan fra 2022 lyder netop, at målet er at fremme kulturlivet på Esbjerg Havn. I den nye kulturelle handlingsplan fra 2025 lyder sjette punkt ligeledes, at man ønsker at ’fremme sammenhænge og kulturliv mellem havn og by’.

Hvad gør dig villig til at betale for kulturelle oplevelser?

”At det er nyere, og at det er noget fedt at se på; at det ikke bare er noget, der kun er for ældre. At det ligesom Suset er mere ungdommeligt. Det gør bare, at vi har mere lyst til at bruge vores penge på det, og føler det er relevant,” svarer hun.

Et af målene i den nye kulturelle handleplan er at tiltrække flere turister, som i handlingsplanens tredje punkt formuleres som at ’styrke koblingen mellem turisme, kultur og bosætning’.

”For at tiltrække flere turister tænker jeg, man kan finde noget, der kendetegner byen. Finde noget, som Esbjerg har inde i hjertet, og så få det bragt ud på en eller anden måde,” lyder Idas bud.

Oskar Flinker Krüger. (Foto: Camille Thomsen).

Oskar synes ikke, at der sker så meget kulturelt, som han kunne have håbet på. ”Hele ungdomskulturen går lidt op i at drikke på en eller anden måde. Der er bare ikke så mange seværdigheder eller ting, der samler Esbjerg – udover bylivet.” Dog synes han, at træningscentrene samler folk på en god måde, og benytter sig selv meget af det. 

Festivalen Suset er også noget, han kender til. ”Det startede sidste år, så det er meget eftertragtet. Det var rimelig dyrt, men det virker, som om folk gerne vil betale for det alligevel. Der kom mange sidste år i hvert fald.”

Desuden nævner han, at man for at gøre kulturlivet i byen bedre kunne rykke flere af de eftertragtede uddannelser tættere på byen. ”Der er mange af uddannelserne, hvor du skal til Aarhus eller København for at studere. Så føler jeg lidt, at den kultur, man gerne vil have i Esbjerg, også med flere unge, bliver trukket væk fra byen, og så kommer folk tilbage igen, når de er færdiguddannet.”

Sommer Kyhnau. (Foto: Camille Thomsen).

Sommer Kyhnau føler, der er flere kulturelle muligheder i byen. Gennem tiden har hun mest benyttet sig af gågaden, restauranter og byens Fiskerimuseum.

Hvad gør dig generelt villig til at betale for kulturelle oplevelser?

”At jeg føler, det er spændende. Det handler meget om, hvordan folk får det til at fremstå.”

Lene Madsen. (Foto: Camille Thomsen).

Hvordan vil du beskrive det nuværende kulturliv i byen?

”Jeg bruger det nok for lidt i virkeligheden. Men jeg synes da, der ofte sker noget. Jeg tænker lidt, om der er mest for de unge i virkeligheden, eller om det bare er, fordi det er det, man hører mest om. Musikfestivalerne og sådan noget. Jeg tænker, om der kunne være lidt mere for alle.”

Hvad med det kunstneriske?

”Det eneste, jeg kigger på ved kunsten, det er, når der er containermarked på havnen, som sker en gang om året. Det er forskellige lokale kunstnere, der udstiller og sælger af deres varer,” fortæller hun. Det er hun særligt vild med.

Hvad hun tænker, man kan gøre for at tiltrække flere turister, er at komme ud og reklamere for, at der er nogle kulturelle tilbud, så folk bliver opmærksomme på det. 

Mark Blicher. (Foto: Camille Thomsen).

”Jeg går faktisk ikke så meget op i det kulturelle, men når man kigger rundt, så synes jeg, der er mange arrangementer. Så jeg synes, det fungerer,” siger Mark Blicher.

Af ting, der interesserer ham, nævner han et årligt arrangement, som foregår på Esbjergs torv. ”Der kommer en masse motorcykler fra hele Danmark, og så mødes man og kører en fælles rute for at skyde sæsonen i gang. Jeg kører også selv. Der er rigtig mange mennesker, der kommer ind, og så kigger de på motorcyklerne, der kører. Jeg synes, det er en god begivenhed. Det er alle helt nede fra små børn til gamle mennesker, der kommer.”

Festivaler og kunst siger ham ikke så meget.

Den Kulturpolitiske Handleplan er blomstret i Esbjerg på samme måde som foråret, og tiden vil vise, hvorvidt kommunen når i mål med sine visioner for byen.

Esbjerg Energy: Nye tiltag skal føre holdet til tops

Sæsonen 2024/2025 bød på en undervældende 5. plads for Esbjerg Energy. ”Det er det dårligste resultat, vi har haft i mange år og langt under det niveau, som vi havde forventet”, udtaler klubbens direktør, Peder Krogsgaard. På trods af forhenværende sæsons skuffelse er direktøren forhåbningsfuld for den kommende sæson og peger på nye tiltag, som skal bringe Esbjerg Energy tættere på guldet.

Af Maiken Christensen

Ifølge Peder Krogsgaard er der én særlig målsætning, som er i fokus, når klubben står overfor at forberede sig på den kommende sæson. Nemlig, at de vil være de bedste og som mimimum, skal spille med om medaljerne. Men der er rift om pokalen i Metal Ligaen. Med fem forskellige mestrer indenfor de sidste 10 år, tegner der sig et billede på en særligt kompetitiv sportsgren.

Mulig opskrift på succes

Med Esbjerg Energys faciliteter og den store opbakning fra sponsorer, frivillige og lokale fans, er man allerede langt. Opskriften på succes ligger i kombinationen mellem opbakning og nye tiltag, mener direktøren. De nye tiltag for den kommende sæson vil blandt andet indebære en ny trænerduo.

I en pressemeddelelse fra d. 18. april blev det offentliggjort, at klubben havde afskediget cheftræner Dan Jensen. Få dage efter meddelte klubben ydermere, at kontrakten med assistenttræner Erik Petersen ej heller ville forlænges. Det meddeles i dag, af Esbjerg Energys direktør, at trænerduoen er fundet. Han er dog ikke klar til at løfte sløret for, hvem den nye trænerduo skal bestå af.  Det vides kun, at klubben udelukkende har haft internationale trænere i sigtekornet, og at cheftræneren er fundet blandt 25 mulige kandidater. ”Vi er meget tæt på at have en aftale med en ny cheftræner. Det eneste vi mangler, er en underskrift”, udtaler direktøren.

Esbjergs bud på den bedste målmandsduo

Foruden nye trænere vil man fokusere på en ny forbedret spillersammensætning. Den nyligt erhvervede målmand Tadeas Galansky skal sammen med sidste års hjemvendte esbjerggenser Nikolaj Henriksen udgøre en ny målmandsduo. Med denne målmandskombination vurderer direktøren at Esbjerg Energy er tæt på at have ”Danmarks bedste målmandsduo”.

Lokale spillere er stadig førsteprioritet

Klubben vægter fortsat lokale spillere fra Esbjerg højt i deres sammensætning af spillere, som pt. består af mere end 10 lokale spillere fra Esbjerg. I øjeblikket er Energy stoppet med at hyre spillere, da de vil overlade denne opgave til den nye cheftræner. For at vedkommende dermed har rig mulighed for at sætte sit præg på holdet.

Programmet for den kommende sæson er endnu ikke offentliggjort, men forventes at løbe af stablen fra først i september.

Esbjergs udsatte unge skulle hjælpes i job: Her er konklusionen

Med projektet ‘Energi til mere’ har formålet været at få kommunens socialt udsatte unge i beskæftigelse. En ny evaluering viser, at indsatsen har givet pote.

Af Viktor Terney

Udsatte unge i Esbjerg Kommune skal have det bedre. Derfor var ambitionen ikke til at misforstå. Med vejledning og støtte fra skole og kommune skulle flere udsatte unge esbjergensere have et fritidsjob. Nu er evalueringen af projektet ‘Energi til mere’ landet, og konklusionen er klar: Indsatsen har hjulpet flertallet af deltagerne i job. 

Udsatte unge deltog i projektet
I fire år har indsatsen været i gang, hvor i alt 366 skoleelever og unge har deltaget undervejs. Projektet har været målrettet unge i 8. og 9. klasse samt 16-18-årige, der hverken er i job eller under uddannelse. Analytiker hos Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), Johannes Kroustrup, der står bag evalueringen, fortæller, at projektets deltagere kendetegner en særlig gruppe af unge: ”’Energi til mere’ har haft fat i nogen, der i højere grad end deres jævnaldrende i kommunen, er karakteriseret ved forhold, der kan være forbundet med social udsathed”. I evalueringen fremgår det f.eks., at kun lidt over halvdelen af deltagerne har fuldført 9. klasse, ligesom størstedelen bor i udsatte boligområder. I projektet, der er støttet af den A.P. Møllerske Støttefond, er deltagerne blevet tilbudt individuel vejledning og støtte til jobsøgningen. Esbjerg Kommune har indgået samarbejde med lokale virksomheder, som kunne tilbyde deltagerne arbejdskraft. 

Fakta om deltagerne

  • 29 procent af mødrene og 11 procent af fædrene hos de unge er ikke i beskæftigelse.
  • En fjerdedel af de unge oplever relativ økonomisk fattighed.
  • Tre fjerdedele af de unge og lidt over halvdelen af skoleeleverne har erfaringer med at blive hjemme fra skole, selvom de ikke var syge.

Indsatsen har virket
Johannes Kroustrup fortæller, at indsatsen har hjulpet flertallet af deltagerne i job, og samtidig har mange af dem bibeholdt arbejde. ”Der er en stor del af deltagerne, som i løbet af de første ni måneder af indsatsen opnår beskæftigelse. Mange af dem, der kommer i beskæftigelse, forbliver også i beskæftigelse over tid”, forklarer han.

Helt konkret kom to ud af tre deltagere i job i løbet af projektets første ni måneder. Efter at have været i beskæftigelse i et halvt år var tre ud af fire af skoleeleverne fortsat i job, mens det samme var tilfældet for seks ud af ti af de 16-18-årige. Spørger man VIVE, har en stor del af deltagerne givet udtryk for, at de føler sig mere motiverede for enten at arbejde eller starte på en uddannelse efter at have deltaget i projektet. Dog påpeger de, at en mindre del modsat har haft svært ved at bibeholde motivationen undervejs.

I fremtiden har Esbjerg Kommune et mål om, at projektet skal udrulles på alle skoler i kommunen. For at muliggøre dette er det ifølge kommunen afgørende, at man opsøger nye virksomheder, der kan tilbyde arbejdskraft til de unge, ligesom man bevarer et tæt samarbejde med skolerne.